Installationen er inspireret af den Italienske arkitekt Palladios Teatro Olympico fra 1600 tallet. I installationen er billedet foldet ud fra maleriets ramme til et rummeligt perspektiv. Billedets komponenter natur, bygninger, bjerge og himlen er bredt ud over udstillings rummets 20 meter i 2D fløje.
I Teatro Olympico er bygge elementernes størrelses forhold forstærket, så en større afstand opleves inden for færre meter. Perspektivet er forvredet for at snyde øjets perception af afstande og dybde. I installationen opleves træer, huse, bjerge og solen langt væk som store, men på gåtur gennem installationen vil husene gå børnene til livet. Og børnene opnår en forståelse for at perspektiv på en flade skabes i øjet.
Installationens tidslighed løber fra aften nat til morgen. Igennem en hvid korridor kommer man til et udsyn over installations perspektivet, her kan børnene sætte sig på bænke og se igennem billedet fra det største træ med udbredt trækrone til det mindste hus inden de mørke bjerge, hvor månen/solen gemmer sig. En gul vej snor sig gennem det rumlige perspektiv, hvor bagsiden gemmer på universer børnene selv kan performe i; en spejlet seng, historier i et skab, en pels hule, en 1:20 cm model af installationen... For enden af rummet kan børnene hoppe rundt på bjerge og se tilbage på byen de har rejst igennem. Herfra ses et lilla farveperspektiv i lilla nuancer i stærk kontrast til den gule vej. Et hul i muren er månen/solen som børnene kan kravle igennem til et område med florlet lyst stof. Herfra kan man gå helt ud af installationen, gå ind igen gennem gangen, eller kravle tilbage gennem solen/månen.
